Når vi løfter samfundet nedefra, bliver væksten mere holdbar

Der hersker efterhånden ingen tvivl om, at vi er midt i et økonomisk opsving, hvis omfang vi ikke har oplevet før. Men det opsving, der har betydet stærk fremgang i vores økonomi, har ikke tilfaldt den almene lønmodtager, de sårbare, eller de udsatte i vores samfund. Og hvor frustrerende må det ikke være, gang på gang at høre om, hvordan økonomien buldrer afsted, mens man ikke kan mærke opsvinget omsat til en bedre dagligdag.

Uligheden i Grønland er høj. Særligt, når vi sammenligner med andre nordiske lande, herunder også vores rigsfæller i Færøerne og Danmark. Ulighed i et samfund kan komme til udtryk på mange måder, og opstå af mange forskellige årsager. Her i Grønland popper ulighedens grimme ansigt frem i form af det, der kun kan kaldes en velfærdskrise, og som der desværre er mange eksempler på.

På et nyligt besøg på Kofoed Skole, kunne jeg tydeligt se at antallet af hjemløse i Nuuk er stigende. Vi er nødt til at stoppe op og spørge os selv om, hvorfor gruppen af mennesker, som har svært ved at finde deres plads i samfundet stiger. Og vigtigst, hvordan skaber vi en udvikling, hvor vi får løftet velfærdsniveauet nedefra?

Samtidig lever en stor andel af folk, som er i arbejde, på et eksistensminimum. SIKs 6.000 medlemmer er et godt eksempel på mennesker som går på arbejde, men får så lidt i lønningsposen, at det næsten ikke kan svare sig at arbejde.

For lidt tid siden kunne vi læse, at omkring 12 procent af 11-17 årige skoleelever altid, eller ofte, går sultne i seng. Noget som 29 procent af vores børn har prøvet. Disse er blot få af mange eksempler.

Vi har et økonomisk vækst. En vækst der er så stærk, at økonomien er i fare for at overophede, fordi presset på arbejdsmarkedet bliver så stort. Økonomisk Råd forventer en vækst i den grønlandske økonomi på 3,9 procent i 2020. Vi har et ansvar for – nu mere en nogensinde – at drive en ansvarlig og holdbar økonomi.

Det er godt vores økonomi er i opsving. Men det er et opsving som i øjeblikket er forbeholdt de få, og ikke et opsving vi får udnyttet til at styrke vores skoler, mindske ulighed, eller til at sikre ingen børn sulter. SIK’erne, den almene lønmodtager, og de mest sårbare i vores samfund, skal kunne mærke, at deres hverdag bliver lettere. At de får overskud og en bedre livskvalitet.

Vi har fra Inuit Ataqatigiit i Folketinget været med til at sikre at statsansatte HK’ere i Kriminalforsorgen er blevet bedre stillet i en fælles overenskomst, og et lønløft til politi- og anstaltsbetjente er også undervejs. Jeg håber at disse tiltag kommer til at have en positiv effekt for andre løngrupper, som fortjener bedre vilkår.

For mig handler det om solidaritet. En kæde er som bekendt kun så stærk, som sit svageste led. Som samfund vinder vi ikke, med mindre der sker en generel forbedring. Udsatte ældre, hjemløse og børn. Det handler ikke om, at vi alle skal eller kan være lige. Det handler om at alle skal behandles med værdighed, og anerkendes for deres værdi som mennesker. Vi skal have en tidlig indsats, og sikre at flere børn og unge får en solid uddannelse, og bliver klar til at komme ud på arbejdsmarkedet. Det kommer også arbejdsgivere til gavn, og er med til at sikre en mere holdbar økonomisk vækst, hvor flest muligt af samfundets ressourcer bliver nyttiggjort.

Det handler om at vide, at vi som samfund kun opnår ægte succes, når vi løfter nedefra og i fællesskab. Det vil komme os alle til gavn.

del på de sociale medier

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin