fbpx

Ligeværdighed er målet i mit arbejde

Indlæg bragt i Altinget 16 maj 2021.

MF Aaja Chemnitz Larsen.

Den 20. maj i år mødes udenrigsministre fra hele den arktiske region til Arktisk Råds møde i Reykjavik. For første gang ser vi udenrigsminister Anthony Blinken fra USA i aktion og det er vi mange, der ser frem til. I år deltager jeg selv på mødet – om end virtuelt – som formand for Arktiske Parlamentarikere og jeg har store forventninger.

Historisk set har vi set hvordan interessen for Arktis har været svingende. Flere gange har danske udenrigsministre sendt andre – typisk embedsfolk længere nede i systemet – afsted for at repræsentere Rigsfællesskabet, og et år kan mange af os nok huske, at daværende udenrigsminister Lene Espersen helt udeblev fra møde i Arktisk Råd for at holde ferie sydpå med familien.

Tiderne har ændret sig til det bedre – ikke mindst set med grønlandske briller. Grønland sidder med ved forhandlingsbordet og får en til stadighed større indflydelse. Arktis er højt på den udenrigspolitiske dagsorden og efter min vurdering, så har interessen ikke peaket endnu. Det er min erfaring, at dansk Arktis-politik i høj grad er påvirket af den danske relation til USA, som i den grad stadig er en vigtig stormagt. Stormagtsrivaliseringen, som jo efterhånden er analyseret fra alle vinkler, starter og stopper, da også med USA og USA’s holdning til f.eks. Rusland og Kina.  Men hvor man før talte om, at Danmark spillede ”Grønlandskortet” og dermed fik rabat i NATO, så kan man i dag tale om, at Grønland i dag spiller ”Grønlandskortet”. Det tror jeg også, vi vil opleve i den kommende tid.

Trumps købstilbud står stadig for mange af os stærkt i erindringen og vidner om, at Grønland har en vigtig rolle at spille på stormagternes scene, bl.a. i Arktisk Råd. Siden er en ny amerikansk præsident kommet til og et nyt Naalakkersuisut hjemme i Grønland. Nye, mere samarbejdsorienteret toner lyder, men stadig på et bagtæppe af øget interesse for Grønland. Mens amerikanerne giver Danmark diplomatisk baghjul og besøger hver en lille krog og bygd i Grønland, så kan man spørge sig selv om Danmark gør nok for at bidrage til at fastholde en god relation til Grønland.

Derfor skal Danmark give slip for at kunne bevare

Det er på sin vis glædeligt, at en undersøgelse viser stor dansk tilslutning i befolkningen til Rigsfællesskabets beståen. Men den danske interesse for Grønland oftest til at overse i hverdagen.

Medierne – og mange politikere – fokuserer oftest ret ensidigt på de sociale problemer i Grønland. Eller på naturens storladenhed. Eller på Arktisk som geostrategisk slagmark. Det moderne Grønland, de mange initiativer, det store arbejde og de kulturelle ressourcer, hører vi sjældent om i Danmark.

Der er med andre ord en latent skævhed i relationen. Ikke bare på forhold som økonomi, velfærd, sociale forhold, materielle forhold og muligheder generelt – men en skævhed i tilknytningen til hinanden. De fleste i Grønland har været i Danmark, kender danskere eller har danske slægtninge – og taler i varierende grad dansk. Det samme gælder langt fra den anden vej. Grønland har måttet orientere sig mod Danmark – det modsatte er ikke tilfældet.

For mig at se er der én vej til et mere velfungerende Rigsfællesskab: Øget ligeværdighed. Mere viden i radio og TV om Grønland, mere kvalificeret (ud)dannelse i skoler og gymnasier om det moderne Grønland og et konkret fælles projekt ville være et godt udgangspunkt.  Et fælles projekt kunne passende være yderligere erhvervsudvikling i Grønland med tidssvarende selskabslovgivning, adgang til danske og europæiske erhvervsstøttemuligheder og et boost af den fælles erhvervsudvikling i Grønland via Vækstfonden og Greenland Venture. Der er behov for investering i erhvervsudvikling i Grønland og jeg ser hellere danske, europæiske eller amerikanske investeringer fremfor kinesiske investeringer i f.eks. kritisk infrastruktur og udbygning af vores boligmasse. Det må der kunne findes opbakning til blandt danske beslutningstagere.

del på de sociale medier

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin