fbpx

Diskrimination af grønlændere

Bragt i tidsskriftet SOS Racisme, efterår 2021, tidsskrift nr. 125

2020 og 2021 har udover at være præget af en pandemi, også været mærket af debatter om diskrimination og strukturel racisme, der har bragt sindene i kog blandt folk. Både globalt, såvel som i de danske stuer og på Christiansborg.

I Grønland og hvad angår grønlændere i Danmark var og er debatten stadig aktuel. Den har i årevis ligget og ulmet, men er periodevis blusset op og har antaget forskellige former. Som eksempel kan jeg nævne debatter affødt af fødestedskriteriet, hvor danskfødte i mange år fik højere løn end grønlandskfødte. I dag får grønlandske politibetjente stadig ringere løn end deres danske kollegaer, på trods af at de udfører det samme arbejde. I 2016 skabte sagen om den hjemløse Daniel, der døde på metrotorvet Amagerbro i København uden at få lægehjælp, også voldsom debat om diskrimination af grønlændere i Danmark.

Debatten om diskrimination mod grønlændere anno 2020 og 2021 skal ses i en større kontekst. Den har rod i den gamle kolonirelation og de ulige magtstrukturer mellem Grønland og Danmark, som især yngre generationer offentligt forsøger at gøre op med. Mange af de unge får som symbol på det lavet inuittatoveringer, for derigennem at fremhæve traditioner fra vores oprindelige kultur. Som led i debatten er det også blevet diskuteret, hvorvidt 300-året for koloniseringen af Grønland i år overhovedet bør markeres og fejres. Det er heller ikke gået ubemærket hen, at den grønlandske regering har valgt ikke at markere 300-årsdagen for Hans Egedes ankomst.

Jeg skal ikke gøre mig til herre over, om ovennævnte eksempler er en forventet efterdønning af, at Grønland engang var en dansk koloni. Men samlet set sætter det rammen for den kontekst vi befinder os i, hvor mange grønlændere oplever diskrimination i Danmark såvel som i Grønland.

 

Ulige adgang i Folketinget

Jeg har de senere år oplevet, at vi grønlandske folketingsmedlemmer i højere grad er blevet lyttet til. Det er en positiv udvikling. Men en fortsat ligeværdig plads i Folketinget kæmper jeg stadig for.

Efter konstant insisteren er det lykkes mig at skabe en plads i de forhandlinger, som vedrører Grønland. F.eks. i politiforliget, på de områder som vedrører grønlandske betjente. Kriminalforsorgsforliget, hvad angår anstalterne i Grønland. Finanslovsforhandlinger og socialforhandlinger, i forhold til initiativer på Grønland eller grønlændere i Danmark.

Det er dog fortsat ikke givet, at vi bliver inddraget og deltager på lige fod med vores danske kollegaer, på trods af at vi som grønlandske folketingsmedlemmer besidder en vigtig og lokal viden, som er brugbar i forhandlinger om Grønland og grønlændere. På den måde kan man sige, at diskrimination af grønlændere i Danmark finder sted på flere niveauer, lige fra den almene grønlænder der går på gaden til de bonede gulve på Christiansborg.

 

Handlingsplan mod diskrimination i Danmark

Rigtig mange grønlændere oplever diskrimination i Danmark. Den grønlænder, som ikke har fået råbt skældsord efter sig, skal man lede længe efter; ”stive grønlænder” og ”har du fået guldøl til morgenmad” er de fleste blevet mødt med. Manglende viden om Grønland og grønlændere og spillevende fordomme, er med til at reproducere stigmatiserende opfattelser. Det skal vi gøre op med.

Efter min bedste overbevisning er viden nøgleord i forhold til at bekæmpe diskrimination. Både på borgerniveau og for at vi kan sikre et ligeværdigt og godt politisk og parlamentarisk samarbejde i Folketinget.

Vi skal udbrede viden om Grønland i Danmark i folkeskolerne og blandt de yngre generationer, så vi kan lukke det vidensgab der. Ved at styrke indsatsen overfor unge, kan vi sikre, at kommende generationer i højere grad bliver inkluderende og fjerner den kløft der er mellem ”os” og ”dem”. På den måde kan vi minimere fordomme og diskrimination. Det er der brug for.

Flere organisationer efterlyser en handlingsplan mod diskrimination i Danmark – det bakker jeg op om. Det er oplagt med en afdækning for at få belyst omfanget af diskrimination i Danmark. Den viden skal bruges som afsæt for en handlingsplan til at modarbejde diskrimination mod etniske grupper, herunder grønlændere i Danmark. Kun på den måde, kan vi bekæmpe diskrimination og skabe et samfund med reel plads til alle. Og sikre at færre udsættes for oplevelser, der kan fortolkes som diskriminerende.

 

Visioner for Grønland

I Grønland er der behov for lovgivningsmæssige opdateringer og klare politiske visioner for at modvirke diskrimination. For at kunne skabe et samfund med respekt for forskellighed og fællesskabet, bør vi gå forrest i at forebygge diskrimination og marginalisering.

Som det ser ud nu, giver ligebehandlingsloven i Grønland ulige beskyttelse mod diskrimination, da den kun beskytter ved diskrimination på grund køn og primært på arbejdsmarkedet. I Grønland er man altså ikke lovgivningsmæssigt beskyttet mod diskrimination i forhold til etnicitet, religion, seksuel orientering, alder eller handicap.

Jeg mener, at der som minimum bør arbejdes på en lov, der yder generel beskyttelse mod diskrimination uanset race, etnicitet, seksuel orientering, handicap og andre relevante områder. Det anbefales også af Institut for Menneskerettigheder. Samtidig mener jeg, at der bør vedtages en handlingsplan, der sikrer en trinvis bedre beskyttelse mod diskrimination, hvilket Institut for Menneskerettigheder ligeledes peger på. Grønlands ligestillingsråd bør samtidig få udvidet sit mandat, så rådets kompetence går udover ligestilling mellem køn. Vi har brug for et organ der taler ligestilling uanset etnicitet, religion, handicap mv., så diskrimination modvirkes.

Opdateret lovgivning og en klar handlingsplan mod diskrimination, vil i langt højere grad beskytte de grønlandske borgere. Som samfund skal vi måles på, hvordan vi beskytter de svageste. Efter min opfattelse ligger der en tydelig opgave i at modvirke diskrimination – på flere niveauer og ikke mindst overfor sårbare grupper.

 

Foto: Burö Jantzen, 2021

del på de sociale medier

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin