De historieløse har det med at gentage fortidens fejl

Debatindlæg af Aaja Chemnitz Larsen, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit.
NB: debatindlægget er sendt til avisen før statsministerens undskyldning til eksperimentbørnene 08.12.20.

Verdens øjne hviler på os disse år. USA’s opmærksomhed på Grønland er tiltagende, det bevidner Donald Trumps købstilbud sidste år. I Naalakkersuisuts reaktion ”open for business, but not for sale” ligger en tilkendegivelse om at bevare det tætte samarbejde mellem Grønland og Danmark. Men før vi kan bevare vores samarbejde og kigge fremad og ud i verden, må vi kigge indad.

Selvstyreloven har en målsætning om at arbejde for et ligeværdigt partnerskab. Men det er ikke altid vi oplever det ligeværd, særligt når vi lader tankerne glide hen på de mørke kapitler, der er i vores fælles historie.  I min optik står de i vejen for ligeværdigheden mellem vores lande.

Som folketingsmedlem er det tydeligt, at der er spændinger i forholdet mellem Grønland og Danmark. Uforløste irritationer fra fortiden, måske oftest rettet fra Grønland til Danmark, præger vores relation. Dertil møder man som grønlænder ofte en stor uvidenhed, og når det er værst: en ligegyldighed overfor Grønland i den almene danske befolkning. Det er vi nødt til at adressere, for at kunne se fremad mere konstruktivt.

Undskyldning er på vej

Sidste år blev der iværksat en historisk udredning om de 22 eksperimentbørn, der blev sendt fra Grønland til Danmark i 1951. Udredningen vil også belyse, hvilken rolle de grønlandske og danske myndigheder spillede i forløbet. Det er vi glade for og det er et ønske, vi har taget op i Folketinget. Udredningen handler ikke om at placere skyld, men om at belyse nedslag i vores fælles historie og skabe klarhed over de skæbnesvangre begivenheder der har fundet sted.

Fortidens begivenheder er ikke altid nemme at se i øjnene. Men når vi skal tør at dykke ned i dem, så kan det give styrke til både de berørte personer, for vores samfund og vores fællesskab. At turde at se fortidens fejl i øjnene, er en vigtig del af skridtet mod en højere grad af ligeværdighed mellem os og Danmark. Et ligeværdigt samarbejde, der anerkender vores forskelle, men også fremhæver vores respekt for hinanden, gavner os alle. Der er en gensidig gevinst ved Rigsfællesskabet, som det er i dag. Den massive fokus på Arktis giver Danmark adgang til verdensscenen og til gengæld får vi adgang til Danmarks diplomatiske muskel, økonomi samt uddannelser og velfærd.

Forskerne der arbejder på udredningen, er færdige med deres research og resultatet bliver offentliggjort inden længe. Uanset hvilke anbefalinger udredningen kommer med, har statsminister Mette Frederiksen lovet at komme med en undskyldning til de børn, som var en del af eksperimentet. Vi glæder os derfor meget over, at den uforbeholdne undskyldning som de fortjener, er på vej.

De sorte kapitler skal frem i lyset

Udredningen vi venter på, berører i nogen grad også bortadoptioner af grønlandske børn til Danmark i perioden mellem 1950erne og 70’erne. Det er en overset del af vores fælles historie, hvor grønlandske børn på et tvivlsomt juridisk grundlag blev bortadopteret til danske forældre. Forsker og rektor på Ilisimatusarfik, Gitte Adler Reimer, har skrevet en afhandling, hvor historien til dels blev belyst.

Hendes optælling viser, at der fra 1964 og en årrække frem var over 250 børn, der blev bortadopteret – taget væk fra Grønland og sendt ned til danske familier. Indstillingen var, at ”grønlænderne havde så mange børn, at de godt kunne undvære nogle”. Det er en helt absurd tankegang, set med nutidens menneskesyn.

Efter 1976 blev lovgivningen ændret, så den del er der rettet op på. Men det er voldsomme og skæbnesvangre svigt af flere hundrede børn og familier, hvoraf mange stadig er i live. Derfor er der brug for afklaring og overblik over hvad der reelt skete.

Forskellige kulturelle forståelser af adoptioner

Bortadoptionerne skete på et bagtæppe af forskellige grønlandske og danske kulturelle forståelser af adoptioner og hvad det indebærer. Dengang var det at have mange børn en stor rigdom og bortadoptioner blev set som en udvidelse af familien, hvor barnet ikke mistede sin biologiske familie, men i stedet fik et større familienetværk gennem sin adoptivfamilie. Men bortadoptionerne fandt sted ud fra en dansk og i dag herskende forståelse af adoption. Det betød, at forældrene gav endeligt afkald på deres børn. Samtidig havde man dengang stor respekt for autoriteter og betvivlede ikke nødvendigvis myndighederne. Det giver anledning til at sætte spørgsmålstegn ved, hvilken grad af samtykke der blev givet fra forældrenes side. Hvor mange forældre vidste reelt, at de gav endeligt afkald på deres barn?

Vi står i dag tilbage med utallige historier fortalt mellem generationer om ”forsvundne børn”, som har fået frataget deres identitet, sprog, kontakt til biologisk familie og deres land. Samtidig har vi begrænset faktuel viden om, hvad der reelt skete og hvilke roller de grønlandske og danske myndigheder spillede. Det taler for en særskilt undersøgelse om, hvad der rent faktisk foregik, så vi kan få belyst, hvordan så mange børn kunne blive fjernet fra deres familie. De efterladte familier kan også have brug for at få afklaring og komme tættere på at finde fred i, at der var tale om et helt andet samfund end det samfund vi kender i dag. Adoptanterne kan have samme behov og kan måske endda have behov for gruppeterapi og rådgivning. Måske ønsker nogen, at genoptage kontakten til deres biologiske familier?

Det handler i sidste ende om ligestilling og ligeværd

Nedslag i vores historie skal frem i lyset. Der er hos mange ar på sjælen, som ikke kan heles, hvis vi ikke tør tale om det svære og det komplekse. Formålet er ikke at slå hinanden, eller os selv, oven i hovedet. Men at sikre retfærdighed for de involverede børn og familier.

Er der noget livet har lært mig, så er det, at vi ser verden forskelligt. Dialog og forståelse er vigtige redskaber, der udbedrer relationer. Vi skal respektere de ældre generationer, som vi står på skuldrene af. Vi skal anerkende dem, som direkte har mærket koloniseringens konsekvenser på egen krop, f.eks. ved at blive fjernet fra deres familier. Vi skylder dem at kræve at kende deres historie og støtte dem i deres ønske om at få en afslutning og finde fred.

Deres historie er vores historie

Juridisk faderløse, eksperimentbørnene og nu de tvivlsomme adoptioner: fælles for alle er, at der er blevet handlet hen over hovedet på den almene befolkning herhjemme – både af danske og grønlandske beslutningstagere. Vi er som samfund blevet klogere både i Danmark og i Grønland. Men vi skal rette op på fortiden med nutidens øjne og her er det vigtigt, at vi ser nøgternt og åbent på fejlslagen politik. Først når det er gjort, kan vi arbejde frem imod et styrket og mere ligeværdigt fællesskab.

Inuit Ataqatigiit i Folketinget vil gerne opfordre Naalakkersuisut og den danske Regering til særskilt at belyse sagen omkring de juridisk tvivlsomme adoptioner. Ikke mindst i respekt for de mange involverede børn og deres familiers skyld.

del på de sociale medier

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin