Navigate / search

Hjælp til børn udsat for seksuelle overgreb, men hvor er Naalakkersuisut?

Foto: Inuit Ataqatigiit Folketingmi

Nok er nok! Det var budskabet fra Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen under forårets valgkamp til folketinget og i de efterfølgende regeringsforhandlinger, hvor Inuit Ataqatigiit (IA) havde hjælp til børn udsat for overgreb i Grønland som vigtigste mærkesag. Helt konkret har IAs folketingsmedlem gentagne gange peget på en styrkelse af indsatsen overfor udsatte børn på samlet set 100 mio. kr., med 80 millioner kroner fra den danske statskasse og 20 mio. kr. fra Grønland til børn og unge udsat for seksuelle overgreb. Nu er midlerne fra Danmark sikret i en ny politisk aftale indgået i dag.

De seneste uger har folketingets partier, herunder IA, forhandlet om den sociale indsats de kommende år. Hele vejen igennem har den danske regering holdt fast på, at der skulle afsættes 80 mio. kr., hvilket har glædet IAs folketingsmedlem.

Aaja Chemnitz Larsen udtaler: ”De seneste mange måneder har jeg slået på tromme for, at Regeringen afsætter 80 millioner og Naalakkersuisut selv finder 20 millioner til langsigtede og landsdækkende initiativer for udsatte børn og unge derhjemme. Derfor har jeg også bakket op om Regeringens udspil i socialforhandlingerne, hvor de netop har fundet de 80 millioner vi har peget på og jeg er glad for at det bliver prioriteret fra dansk side. Så mangler vi bare at Naalakkersuisut selv kommer på banen”.

Årets forhandlinger er sket ud fra en relativt lille pulje. De 80 millioner til udsatte børn og unge i Grønland udgør sammen med en indsats til demente i Danmark et af de initiativer, som der er afsat flest midler til og som derfor har udgjort en af de store knaster under forhandlingerne.

”Det er ikke en lille opgave vi står overfor, når hvert 5. barn i hele landet været udsat for et seksuelt overgreb og børn ned til 3 år bliver smittet med kønssygdomme. Det kræver ekstraordinære midler og løsninger. Derfor er jeg utrolig glad for, at der nu er sikret midler til de mange børn og unge i Grønland, som lever i frygt for det næste overgreb. Pengene skal fordeles ansvarligt, så de også er med til at forebygge at der i fremtiden sker overgreb på børn. Det er vores allervigtigste opgave som politikere og jeg er glad for at man fra dansk side nu også støtter op om arbejdet. ” lyder det afslutningsvist fra Aaja Chemnitz Larsen.

Print Friendly, PDF & Email