Navigate / search

En positiv forandring vi selv styrer

Aaja Chemnitz Larsen

Af MF Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit.

Efter snart 11 år med selvstyre er vi ikke ét skridt tættere på at hjemtage nye områder.

Løsrivelse og selvstændighed bliver alt for ofte fremstillet som alt eller intet. Enten kapper vi alle bånd til Danmark, helst i går – eller også fortsætter vi, som vi plejer. For med tid kommer råd. Og netop råd er afgørende. For vi har simpelthen ikke råd til at overtage samtlige statslige opgaver. I hvert fald ikke uden enten markant højere skatter og afgifter – eller en brutal forværring af det velfærdssamfund, som vi kender i dag. Det kan vi formentlig alle blive enige om, at vi ikke ønsker. 

En undersøgelse af Greenland Perspective, et forskningsinitiativ mellem Ilisimatusarfik og Københavns Universitet, viste sidste år, at opbakningen til selvstændighed falder jo mere vi ved om vores økonomi. Det er tankevækkende. 

I løbet af de sidste 10 år har vi hjemtaget lige præcis nul områder. Samtidig har vi hældt store millionbeløb, først i forsoningskommissionen, og derefter forfatningskommissionen. Kun én af forsoningskommissionens anbefalinger er der blevet handlet politisk på. Det var da Inuit Ataqatigiit i Folketinget fremsatte et beslutningsforslag om at den danske regering skulle give en officiel undskyldning til eksperimentbørnene. En undskyldning, som den danske regering efter mange års fodslæben endelig vil give i år. Forfatningskommissionen har vi endnu til gode at se resultaterne af – og kommissionen synes i øvrigt at bruge en uforholdsmæssig stor del af sin tid på internt fnidder og fnadder snarere end den opgave, den nu engang er sat i verden for at løse. 

Det er ærlig talt pinligt, at vi er så initiativløse og kun snakker om arbejdsgrupper og kommissioner, mens store udfordringer i vores samfund ikke håndteres. 

Derfor glæder det mig, at der nu er bred politisk opbakning til en ny og anderledes tilgang til udviklingen af vores samfund. Til kommende finanslove vil der blive udarbejdet et oplæg med konkrete forslag til, hvilke områder vi kan og bør hjemtage. Vi vil gå til det arbejde med realistiske briller. Her vil jeg til de største skeptikere sige: Det handler om at hjemtage områder, som giver størst merværdi for samfundet og ikke betyder en markant økonomisk belastning, men skaber nye muligheder, og som samtidig bedst løses af os selv og ikke i Folketinget.

Et konkret eksempel på et områder der er fornuftigt at hjemtage er abortlovgivningen for Grønland som er fra 1975. Fri abort er en ret, som jeg mener vi skal holde fast i, men vi er også nødt til at se kritisk på de mange uønskede graviditeter og det høje aborttal i vores land. For nylig kunne vi læse at antallet af aborter overstiger fødsler, og det er på trods af at vi har fri adgang til prævention. Jeg mener, at lovgivningen vedrørende abort hører bedst til herhjemme i Inatsisartut fremfor i Folketinget. Her bør vi politisk tage ansvar for at vende udviklingen.

Vi ved hvad de enkelte områder koster at drive. Det har en fælles rapport mellem Naalakkersuisut og regeringen beskrevet. Derfor har jeg også på baggrund af disse beregninger lavet en prioriteret liste over, hvilke områder bør hjemtages på kort, mellemlangt og langt sigt. Jeg mener udgangspunktet bør være, at vi starter med de områder, som ligger os mest på sinde, og som vores økonomi tillader os at drifte på forsvarlig vis. 

Nogen vil utvivlsomt sige, at det ikke er nok. At Grønlands selvstændighed endnu en gang bliver sparket til hjørne. Men efter 10 års stilstand er det efterhånden tid til at se sandheden i øjnene: vi kan ikke løsrive os fra den ene dag til den anden. Jeg bakker fuldt og helt op om øget selvbestemmelse. Men det er mit håb, at vi går til debatten med en øget ansvarlighed af hensyn til de borgere, der vil være prisgivet ved en urealistisk overtagelse af samfundsopgaver, som blot forringes. Det er ingen af os tjent med. 

Print Friendly, PDF & Email