Navigate / search

Arktisk arbejdsgruppe nedsat

Arktisk arbejdsgruppe nedsat
Arktisk arbejdsgruppe nedsat

Arktis er igen på programmet i dag, hvor Folketinget nedsætter en Arktisk arbejdsgruppe. Sara Olsvig (IA), som gennem en længere periode har arbejdet for, at Folketinget skal have et mere koordineret fokus på Arktis, sidder i spidsen for arbejdsgruppen, indtil hendes tid i Folketinget slutter til september

”De seneste års øgede fokus på Arktis kræver, at Folketinget gør sit Arktis arbejde meget mere synligt og koordineret. Det har været et mål for mig, at der skulle nedsættes en form for Arktis delegation i Folketinget. Det er nu en realitet, og det er jeg virkelig glad for”, siger Sara Olsvig, partiformand og medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit.

I en kronik i Politiken i februar måned skrev Sara Olsvig blandt andet, at der er brug for, at Folketinget med fornyet kraft retter et koordineret fokus på Arktis.

Arbejdsgruppen har som formål at følge arbejdet i den arktiske parlamentarikerkomite, hvor Folketinget har en fast plads. Arbejdsgruppen vil også arbejde for, at få mere jævnlig kontakt til Inatsisartut og Lagtinget om arktiske emner.

”Det er en vigtig og rigtig beslutning Folketinget har truffet ved at danne denne arbejdsgruppe. Med så vigtige opgaver som udviklingen af bæredygtige samfund, det internationale samarbejde om blandt andet geopolitik, fødevaresikkerhed, ressourceudvikling, sikkerhedspolitik og klimaforandringer i Arktis, ligger der et stort arbejde forude. Jeg vil blandt andet bidrage til, at der også her er fokus på mennesket i Arktis”, siger Sara Olsvig.

Gruppen vil høre under Nordisk Råd i Folketinget, og skal i udgangspunktet bestå af otte medlemmer. Medlemmerne af arbejdsgruppen ved nedsættelsen blev Sara Olsvig (IA), Doris Jakobsen (Siu), Sjúrður Skaale (JF), Steen Gade (SF), Finn Sørensen (EL), Per Stig Møller (K), Mikkel Dencker (DF) og Villum Christensen (LA).

Arbejdsgruppens stiftende møde fandt sted kl. 15.00 i dag, onsdag. På dagsordenen var blandt andet forslag til arbejdsgruppens arbejde og aktiviteter, samt sammensætning af delegations deltagelse i den arktiske parlamentarikerkomites kongres i Whitehorse i Canada den9.-11. Septemberi år.

Arbejdsgruppen er foreløbigt nedsat for 2 år.

Link til Sara Olsvigs kronik fra februar måned:

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2197477/groenlandsk-folketingsmedlem-folketinget-foerer-en-alt-for-famlende-arktisdebat/

Print Friendly, PDF & Email