Navigate / search

Aaja og Aleqa: Vi vil høre grønlændere i Danmark  

Aaja og Aleqa: Vi vil høre grønlændere i Danmark
Aaja og Aleqa: Vi vil høre grønlændere i Danmark

11.02.16

Hvordan sikrer vi bedre modtagelse og inklusion af grønlændere i Danmark? Det er det overordnede spørgsmål de to grønlandske folketingspolitikere stiller deres landsmænd i Danmark under to dialogmøder i De Grønlandske Huse i Jylland i denne uge.

 

Onsdag i denne uge i Aalborg, og i Aarhus på torsdag inviterer de to grønlandske folketingspolitikere grønlændere i Danmark til en åben debat om hvordan grønlændere i Danmark sikres bedst modtagelse og inklusion ved flytning til Danmark. Det sker forud for en kommende høring i Folketinget til foråret.

 

Inuit Ataqatigiits Aaja Chemnitz Larsen: ”Det er vigtigt at vi sikrer en tidlig indsats over for de grønlændere der flytter hertil. Vi ser desværre jævnligt at også de velfungerende der flytter hertil, bliver udsatte. At bo i Danmark er meget anderledes end det vi kender til i Grønland, og det kræver et kendskab til systemet for at få den rette hjælp tidligt efter man er flyttet hertil, så man kan blive en aktiv del af det danske samfund. Det er de gode, konkrete input og erfaringer jeg ser frem til at modtage til dialogmøderne, for de skal bringes videre til høringen. Målet er at høringen skal munde ud i en handlingsplan for den danske regerings inklusionsindsats”, siger Aaja.

 

Aleqa Hammond, Siumut: ”Et menneske der går til grunde i samfundet er et for meget. Vi skal som samfund forhindrer, at vores grønlandske medborgere havner i sociale problemer, derfor inviterer vi borgerne til dialogmøder, hvor vi diskuterer udfordringer og løsninger. Rapporterne fra SFI og Institut for

Menneskerettigheder der udkom i efteråret, viser på sin vis at systemet svigter grønlænderne der bor i Danmark. Selvom der laves en stor indsats fra de sociale myndigheder og andre aktører, så træder systemet først til når det er for sent. Hvad kan gøres bedre? Der findes ikke kun én løsning. Jeg ser frem til at dele mine tanker og lytte til hvad borgerne har på hjertet

 

Dialogmøderne afholdes for at give grønlændere i Danmark en stemme i debatten. Hvordan kan der sikres en bedre modtagelse og tidlig inklusion af nytilflyttede grønlændere, samt hvordan kan man sikre at grønlændere bosiddende i Danmark bliver en aktiv del af det danske samfund til gavn for alle parter? Fokus er på alle grønlændere i Danmark – de studerende, pensionisterne, børnefamilierne, de arbejdsledige og folk i arbejde.

 

Dialogmøderne finder sted på følgende tidspunkter:

Aalborg – Det Grønlandske Hus i Aalborg – onsdag d. 10. februar 2016 –– kl. 16.00

Aarhus – Det Grønlandske Hus i Aarhus – torsdag d. 11. februar 2016 –– kl. 16.00

København – Det Grønlandske Hus i København – mandag d. 22. februar 2016 – kl. 17.00

 

Kontakt: Aaja.Larsen@ft.dk tlf. +45 3337 5454 | Aleqa.Hammond@ft.dk tlf. +45 6162 4670

 

Print Friendly, PDF & Email