Navigate / search

Åbningstale til folketingsåret 2019-2020

Foto: Inuit Ataqatigiit Folketingimi

Af MF Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit

Det talte ord gælder.

Allerførst stort tillykke til alle valgte folketingsmedlemmer og til den nye regering, ikke mindst Statsminister Fru Mette Frederiksen. Sammen udgør vi summen af demokratiet og det forpligter. Fra Inuit Ataqatigiits side ser vi glædeligt frem til samarbejdet – og til at sætte gang i endnu en valgperiode.

Der er mange ting vi kunne bruge denne åbningstale på at tale om. Et bud kunne være Trumps tilbud om at købe Grønland. Den sikkerhedspolitiske situation i Arktis. Eller behovet for en bæredygtig økonomi i Grønland. Allesammen ting der ligger os på sinde – og som vi også vil bruge de næste 4 år i Folketinget på at kæmpe for. 

Men der er en ting, der lægger Inuit Ataqatigiit så meget på sinde, at det overskygger alt. Nemlig fundamentet for Grønlands fremtid: vores børn og unge. Personligt blev jeg derfor også meget rørt, da statsministeren i sin åbningstale nævnte en fælles indsats for udsatte børn i Grønland. Det er så uendeligt vigtigt. Og herfra skal lyde et stort tak.

Spørgsmålet er; er Grønland et trygt sted at være barn? Tallene maler et dystert billede. I Tasiilaq har hvert 2. barn har en socialsag i kommunen, hvert 3. barn været udsat for seksuelt overgreb og hver 5. indbygger dør af selvmord. Problemerne er desværre ikke enestående for Tasiilaq. De finder også sted rundt om i hele Grønland. 

Grønland – et trygt sted at være barn? 

For nylig talte jeg med en kollega her i Folketinget, som med bekymret mine sagde: “I Danmark går det godt, på Færøerne går det godt, I Grønland går det knap så godt.” 

Socialområdet er et grønlandsk ansvar. Men Naalakkersuisut blev i foråret presset af IA og andre partier i Inatsisartut til, at bede Danmark om hjælp. Vi har måttet erkende, at et løft af socialområdet er nødt til at ske med hjælp udefra og i en endnu stærkere koordination med Danmark. En vigtig erkendelse.

I Folketinget og hos Regeringen har vi nu en mulighed for at ændre historiens gang – og det forpligter! Ikke kun i Grønland, men også for os der sidder i salen i dag. Vi har et ansvar for sammen, at gribe fat om det store arbejde der ligger i, at sikre alle vores børn og unge en endnu tryggere opvækst. Her glæder det os særligt, at debatten om udsatte børn peger frem imod mere ambitiøse løsninger end vi nogensinde har set før.

Når vi lever i et land med sager om børn helt ned til 3 år, som er blevet smittet med kønssygdomme og når 81 procent af kvinderne i Tasiilaq har oplevet et overgreb, så har vi et grundlæggende problem. Det er vigtigt vi vågner op og indser situationens alvor. Og ikke mindst, bruger den ekstraordinære hjælp fra Danmark til at tage fat i roden af problemerne.

Statsminister Fru Mette Frederiksen har tidligere udtalt, at ”et samfund skal måles på, hvordan vi behandler dem der har det dårligst”. Jeg kunne ikke være mere enig. Og i mit sind er der ikke nogen tvivl om, at en hjælp til børn udsat for overgreb, bør være blandt de ædleste formål, som vi i Folketinget kan bruge vores kræfter på.

Fra IA mener vi, at situationen er en decideret katastrofe – og derfor bør behandles som sådan. Helt konkret foreslår vi at der oprettes en katastrofefond mellem Grønland og Danmark, med midler der kan afhjælpe i særlige sociale undtagelseszoner, som skal identificeres. Kun på den måde kan vi målrette vores tidlige indsats, der hvor det gør den største forskel. 

Sammen har vi et fælles ansvar 

Nu sker der endelig noget. Det er godt at sende et akutteam til Grønland, men det må ikke stå alene og vi skal ikke vente for længe. Vi er taknemmelige for, at Danmark gerne vil bidrage til at forbedre hjælp til børnene. Jeg ser det som et gennembrud. Socialministeren har lovet yderligere hjælp og det er tiltrængt. 5 mio. kr. rækker ikke langt, men det er en start. Regeringen vil nu sammen ed Naalakkersuisut fremkomme med en analyse i 2020. Lad det ikke blive en syltekrukke for vi kan ikke vente på, at den langsigtet indsats sættes i gang. 

Det er dokumenteret, at det er vanskeligt at rekruttere og fastholde fagfolk i Tasiilaq. Sidder en sagsbehandler med 260 sager, som de har gjort i Tasiilaq, så er det en umulig kamp. Vi må forstå at det ikke blot handler om brandslukning, men om at tage fat om roden i problemet. Hindrer vi ikke overgreb, så vil vi altid være på bagkant. 

At skabe trygge rammer for vores børn og unge er et fælles ansvar. Alt imens, at Grønland har hjemtaget socialområdet – men hele det samlede Justitsområde. Politi, Retsvæsen og Domstole er fortsat et dansk ansvarsområde. Her har regeringen, og særligt justitsministeren, et helt særligt ansvar. For når der er tale om seksuelle overgreb på børn, er der tale om kriminelle handlinger. Handlinger som vi skal blive hurtigere og bedre til at reagere på. Det er Inuit Ataqatigiits klare holdning, at vi her i Folketinget bør tage ansvaret for justitsområdet i Grønland mere seriøst. 

Som det er nu, er grønlandske politi- og anstaltsbetjentes lønvilkår dårligere end deres danske og færøske kollegaers. Det efterlader os med et rekrutterings- og fastholdelsesproblem. Det er en tikkende bombe under trygheden i Grønland. Derfor skal både ansatte hos politi og anstalt som minimum have ligestillet lønvilkår. Det er helt essentielt for alle de indsatser vi sætter i gang på både social og justitsområdet. 

Der skal dog også være plads til en stor ros til Grønlands Politi, som ikke venter til 2020, men som allerede nu har udsendt en rapport med konkrete og relevante anbefalinger, som vi også her i Folketinget bør lytte varsomt til. 

I rapporten kan vi læse, at en gennemsnitlig sagsbehandlingstid fordobles hos Grønlands Politi når der benyttes videoafhøring af bør udsat for overgreb. Det er ikke tilfredsstillende og derfor bør vi se på fælles løsninger. En løsning er, at staten sammen med Naalakkersuisut får etableret børnehuse i de fem kommuner i Grønland ud fra et et-dørs princip. Børn skal ikke agere kastebold i systemet, tværtimod skal vi voksne blive bedre til koordinere indsatsen for børnene. På samme måde bør en generel styrkelse af forældreevnen ske. 

En lys fremtid i vente, hvis vi handler nu 

Virkeligheden kan males lys eller mørk, afhængig af hvilke briller vi tager på. Vi har velkendte velfærdsudfordringer, som vi ikke får håndteret i Grønland – og som fortsætter generation efter generation. 

Denne kritik er velmenende og sagt i kærlighed til det land jeg kommer fra. Og ikke mindst i respekt for de børn, som vi bør kæmpe mere ambitiøst for at hjælpe. 

Erfaringer viser, at det kan lade sig gøre, at ændre situation. Det giver håb. Sammen med mange ildsjæle i Grønland har jeg personligt stolt af at vi har fået halveret de seksuelle overgreb på børn. Nu skal vi have alle med. 

Forandring sker indefra. Vi opfordrer til, at alle aktører i lokalsamfundene – og ikke mindst de 8 børn- og ungeorganisationer i Børnealliancen – tages med på råd, når der skal findes løsninger. 

Inuit Ataqatigiit håber, at Regeringen og Folketinget vil benytte denne ekstraordinære situation til en gang for alle, at skabe trygge vilkår for alle børn i Grønland. Det er et arbejde vi gerne bidrage positivt til. 

Qujanaq – tak. 

Print Friendly, PDF & Email