Navigate / search

Dansk finanslov: midler sikret til justitsområdet og arktisk innovationslab

Foto: Inuit Ataqatigiit i Folketinget

Mange ugers forhandlinger kulminerede i går med præsentationen af den danske finanslov for 2020. Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen har under forhandlingerne kæmpet for et lønløft til politi- og anstaltsbetjentene i en justitspulje og etablering af Arctic Circle Fab Lab i Sisimiut, der skal medvirke til skabe innovative løsninger på udfordringer i Arktis.


Efter lange forhandlinger mellem Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem og finansminister Nicolai Wammen er det nu sikkert, at der afsættes knap 50 millioner kroner henover en fireårig periode til en pulje, der skal løfte justitsområdet. Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen har bedt om et møde med justitsministeren for at påbegynde fordelingen af justitspuljen. IAs folketingsmedlem vil i forhandlingerne pege på bedre lønninger til politi- og anstaltsbetjente, mere politi på gaderne samt en udbredelse af børnebisidderordningen. Hun har under forhandlingerne med finansministeren haft den betingelse, at der skal findes en løsning på udmøntningen af den afsatte justitspulje, der kan træde i kraft 1/1-2020.

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem udtaler: “Endnu engang har vi sat et stærkt fingeraftryk i finansloven og justitsområdet, som IA alle år i Folketinget har kæmpet for, får nu endnu et løft i forlængelse af den tidligere justitspulje fra 2017. Inden jul vil vi få klarlagt hvordan denne justitspulje skal udmøntes. Vores prioritering er bedre løn til politi- og anstaltsbetjente, mere politi på gaderne og flere børnebisiddere. ”

Justitspuljen fra 2017 der her refereres til, er en pulje på 40 millioner som Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem var med til at sikre under finanslovsforhandlingerne i efteråret 2017, der sikrede et løft af justitsområdet med ti millioner årligt fra 2018 til 2021.

Lønninger til politi- og anstaltsbetjente står allerøverst på folketingsmedlemmets prioritetsliste: ”Jeg gik til valg på bedre lønninger til politi- og anstaltsbetjente, fordi de fortjener lige løn for lige indsats. Nu er der afsat midler med denne justitspulje og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at højere lønninger til både politibetjente og anstaltsbetjente kan realiseres”, lyder det fra Aaja Chemnitz Larsen.

Herudover sikres der midler til Arctic Circle Fablab, et innovationsværksted lokalt i Sisimiut, som elever fra DTU Arctic, KTI og iværksættere rundt omkring i landet kan bruge til at teste og udvikle innovationsideer. Fablab findes bl.a. på Island og Færøerne.

IAs folketingsmedlem har også yderligere sikret, at Udenrigsministeriet finansierer 1 mio. kr. til Inuit Circumpolar Councils (ICC) internationale arbejde i Arktisk Råd og i FN i 2020.

Print Friendly, PDF & Email