fbpx

AAJA VINDER FOLKEMØDETS DIALOGPRIS

For første gang nogensinde går Folkemødets dialogpris til en grønlandsk politiker. Prisen tilfalder IA’s mangeårige folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen. Aaja har efter 6 år som folketingsmedlem udmærket sig med hendes resultater og er kendt for at føre en konstruktiv og resultatorienteriet dialog i Folketinget – bl.a. med det resultat at man nu i et grønlandsk-dansk samarbejde bekæmper seksuelle overgreb på børn og unge.

 “Jeg er simpelthen så glad” siger Aaja da hun træder ned fra hovedscenen i Allinge efter at have vundet Folkemødets dialogpris 2021.

”Jeg vidste at når vi går sammen i Grønland, så er vi stærke. Dette er en pris til Grønland og jeg er beæret over at stå i spidsen og tage imod den på vegne af jer alle. Det er lykkedes os alle at skabe mere synlighed og sprede mere viden om Grønland. Det betaler sig, at være konstruktivt kritisk og insistere på at blive inddraget, når man i Folketinget drøfter Grønland og Arktis. Det viser også at sloganet intet om os, uden os er slået igennem og vi er nået langt. Ikke i mål, men langt”

”Det er vigtigt for mig, at være nærværende i mødet med folk – høj, som lav – og forstå folk, før jeg forventer at de forstår mig. For mig er en borgerhenvendelse ligeså prioriteret som et ministermøde og jeg vægter altid at kommunikere åbent og transparent. Det får jeg ofte rigtig god respons på. Det kan kommentarsporet på min Facebook bevidne, jeg har virkelig verdens sødeste følgere og har mærket en kæmpe opbakning. Hjerteligt tak til alle der følger med og alle, der har stemt”

“Jeg tror også det har haft en betydning at jeg personligt kaster mig ind i tabubelagte sager, da jeg har et højere mål om at tale den for dem der ikke selv er i stand til at råbe op. Det rører mig sjældent at blive kritiseret, hvis jeg ved hvad jeg står for, og tror på det overordnet mål, nemlig bedre liv for alle – særligt de mest udsatte. Også selvom det kan vække mange følelser og gøre ondt. Uanset hvor uenig man kan være, så tror jeg på at man kan tale sig frem til gode løsninger” siger Aaja Chemnitz Larsen.

Hvert år uddeles Dialogprisen til en politiker, der i særlig grad har lyttet, været i dialog og ladet sig påvirke af debatten i det forgangne år samt under Folkemødet. Dialogprisen gives som hæder til en politiker, der forstår samtalens kunst – og i år vinder Inuit Ataqatigiits Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen dialogprisen over nominerede som bl.a. Tommy Ahlers, som er kendt fra Løvens Hule og er tidligere Uddannelses- og Forskningsminister.

del på de sociale medier

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin