fbpx

Aaja underskriver forståelsespapir om bæredygtig udvikling i Arktis

Arctic Parliamentarians og Arctic Economic Council tog et nyt skridt mod konkretisering af en sikker og bæredygtig udvikling for beboerne i Arktis og en blomstrende økonomi i regionen. Det skete med underskrivelsen af en Memorandum of Understanding (MOU).

Torsdag under Arctic Circle Assembly i Island, blev en paneldebat om bæredygtig økonomisk udvikling i Arktis afholdt. Blandt paneldeltagerne var udenrigsminister Jeppe Kofod, folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA), direktør for Arctic Economic Council Mads Qvist Frederiksen, EU´s særlige udsending for arktiske anliggender Michael Mann og Administrerende direktør for SÝN Heiðar Guðjónsson.

Paneldebattens omdrejningspunkt var bæredygtig økonomisk udvikling og hvad det vil kræve for at tiltrække fremmede investeringer til Arktis – specifikt for Grønland blev politisk stabilitet blandt andet nævnt. Paneldebatten blev efterfulgt af en underskrivelse af et forståelsespapir mellem Arctic Parliamentarians og Arctic Economic Council.

Hvert andet år afholder Arctic Parliamentarians en konference for parlamentarikere fra de arktiske lande og Europa-Parlamentet, ved seneste konference blev Aaja Chemnitz Larsen valgt som formand. Aaja Chemnitz Larsen udtaler følgende om underskrivelsen:

”Det er meget positivt, at vi kan underskrive en aftale om bæredygtig udvikling i Arktis. Arktiske Parlamentarikere er repræsentanter for beboerne i Arktis, det er derfor vigtigt for os, at en økonomisk bæredygtig udvikling i Arktis også skal være til gavn for beboerne i Arktis”.

Begejstringen var ligeledes stor hos direktør i Arctic Economic Council Mads Qvist Frederiksen, han udtaler:

”Det er vigtigt med partnerskaber i Arktis. Arktiske Parlamentarikere er en naturlig samarbejdspartner for Arctic Economic Council, da vi begge repræsenterer hele Arktis, derudover har vi også det til fælles, at vi kæmper for investeringer til regionen”

I forståelsespapiret (MOU) nævnes blandt andet bæredygtig økonomisk udvikling, promovering af meningsfuld inddragelse af oprindelige folk i Arktis og promovering af implementeringen af Arctic Investment Protocol som snitflader for samarbejde.

”Vi har med underskrivelsen af denne aftale taget et nyt skridt mod et samarbejde der skal sikre nye investeringer til Arktis, for regionen men ikke mindst for beboerne i Arktis” Udtaler Aaja Chemnitz Larsen afslutningsvis.

Fakta:

  • Arctic Parliamentarians er en komité bestående af folkevalgte medlemmer fra de otte arktiske lande samt det EU parlamentet. Oprindelige folk i Arktis er permanente observatører i komitéen. De Arktiske Parlamentarikere mødes flere gange om året for at drøfte politiske sager relevante for Arktiske befolkninger. Hvert andet år arrangerer Arktiske Parlamentarikere en stor konference, hvor de ligeledes vedtager et statement, som beskriver det politiske fokus for de næste to år.
  • Arctic Economic Council (AEC) er en selvstændig organisation der faciliterer business-to-business aktiviteter og bæredygtig økonomisk udvikling igennem deling af best-practice cases. AEC blev etableret af Arktisk Råd i årene mellem 2013-2015.

del på de sociale medier

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin