Aaja kommer med anbefalinger til de arktiske udenrigsministre forud for møde i Arktisk Råd

Inuit Ataqatigiits medlem i Folketinget Aaja Chemnitz Larsen er som nyvalgt formand for komitéen for arktiske parlamentarikere (SCPAR) kommet i arbejdstøjet. I et officielt brev, der netop er sendt rundt til de arktiske staters udenrigsministre, peger Aaja på tre områder som hun vil fokusere på, som formand: klimaforandringer, bæredygtig erhvervsudvikling og de arktiske borgere.

Ved de Arktiske Parlamentarikeres nylige konference afholdt d. 13-14 april blev Aaja valgt som formand. Det var en dag, som Aaja har arbejdet frem til og glædet sig til over en længere periode. Politikere fra hele Arktis kom på konferencen frem til disse anbefalinger, som Aaja nu overleverer til udenrigsministrene i Arktis forud møde i Arktis Råd.

”Som formand har jeg to mål, dels at sikre arbejdet hos os Arktiske Parlamentarikere bliver mere synligt for befolkningen og dels at der er mere inddragelse af befolkningen i alle de arktiske lande. Arbejdet er meget drevet af formanden, så derfor har jeg et kæmpe arbejde foran mig, som jeg er glad for at være kommet i gang med. Hvert 2. år holder vi konference og i 2022 skal vi holde det i Nuuk, hvor vi også vil invitere borgerne med til at være med til at udforme de politiske anbefalinger, som vi bringer videre til regeringerne. Politik er ikke en statisk størrelse, men er altid i udvikling og mit mål er derfor at jeg gerne vil inddrage flere i arbejdet til gavn for udviklingen i Arktis, både til møderne når vi er rundt i Arktis, men også via de sociale medier, hvor vi vil oprette en Facebook side, så alle interesseret i Grønland og resten af Arktis kan følge med i vores arbejde. Vi har også fået en ny hjemmeside og vi skal udbygge kommunikationen om vores arbejde. Det glæder jeg mig til”

Udover arbejdet med at sikre synlighed og aktualitet vil Aaja som formand fokusere sit arbejde på særligt tre områder.

”Vi anbefaler de arktiske regeringer at styrke deres klima indsats, så vi når målene i Paris aftalen. I år er det en særlig glæde at vi med IA i Naalakkersuisut har en målsætning om, at Grønland skal underskrive Parisaftalen. Det har en kæmpe værdi for den fælles indsats mod fælles mål. Derudover vil vi styrke samarbejdet om erhvervsudvikling i Arktis ved at tiltrække fremmed investeringer, ligesom Grønland bør være medlem Arctic Economic Council, som bygger bro ud til interesserede investorer og virksomheder i Arktis. Fred og stabilitet i Arktis er en vigtig forudsætning erhvervsudvikling, så det arbejder vi hårdt for. Endelig mener vi unge i Arktis skal inddrages i udviklingen af Arktis og der skal være bedre udveksling mellem unge rundt om i Arktis med ”nord til nord” programmer”

De tre fokusområder er sendt afsted til de arktiske landes respektive udenrigsministre, hvilket betyder at bl.a. Joe Biden’s nyligt udpegede udenrigsminister Antony Blinken og Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov også vil modtage et brev fra Aaja. Arktisk Råd mødes den 20. maj i Reykjavik, hvor Aaja også vil deltage.

del på de sociale medier

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin