fbpx

Aaja inviterer 24 parlamentarikere til Internationalt topmøde om Arktis i Grønland

Fra 11. til 13. september inviterer Aaja Chemnitz (MF) til internationalt topmøde i Nuuk, hvor politikere fra hele Arktis deltager. Topmødet vil være åbent for både politikere og borgere.

I foråret fik IA’s Folketingsmedlem Aaja Chemnitz afsat 1,9 millioner kroner af Folketingets Præsidium, til at afholde Internationalt topmøde blandt arktiske parlamentarikere. Det sker i kraft af Aajas rolle, som formand for Arktiske Parlamentarikere.

”Krigen i Ukraine har udfordret samarbejdet i Arktis, men også understreget hvor vigtigt samarbejdet er. Det er vigtigere end nogensinde før, at vi mødes. Mens Arktisk Råds arbejde er sat i bero, så har vi i Arktiske Parlamentarikere valgt, at mødes fysisk uden deltagelse fra Rusland. Vores formål er, at komme med anbefalinger til de arktiske regeringer om klima, oprindelige folk og øget erhvervsudvikling i Arktis”

“Jeg ser frem til at afholde topmødet i Nuuk. Topmødet i denne form er den første af sin slags. For mig er det vigtigt også at tage temaer op, som Arktisk demokrati, kvindeligt lederskab i Arktisk og økonomisk udvikling i Arktis, ligesom der vil være debatter for offentligheden om film og medier, jura og forskning i Arktis. Til både topmødet og de forskellige side events vil fagfolk og interesserede borgere have mulighed for at lytte og deltage. Som en del af topmødet vil der også afholdes en kaffemik med grønlandsk musik og kultur, hvor borgere kan møde politikere fra Arktis”.

Møderne er åbne for alle, der ønsker at deltage. Programmet for topmødet vil blive offentliggjort i den kommende tid, og offentliggjort på komiteens hjemmeside og facebookside.

del på de sociale medier