fbpx

Debatindlæg til Rigsfællesskabsdebatten

I debatten om Rigsfællesskabet fremstilles det ofte som om, at konstruktionen har været på én måde siden etableringen. Men sandheden er jo, at Rigsfællesskabet allerede har undergået forandringer og – som næsten alt andet i tilværelsen – er en dynamisk størrelse. For Grønlands vedkommende er der klart, at Hjemmestyret i 1979 og siden Selvstyreloven, er milepæle – og temmelig håndfaste eksempler på, at selv indenfor Rigsfællesskabets rammer, kan der ske markante forandringer. Rammen består – men indholdet justeres.

I Grønland kaster mange længselsfulde blikke efter Island, som under 2. Verdenskrig og i årene efter, fik forberedt sig på selvstændighed. Og fik det. Det er jo gået ret godt. For mange i Grønland tjener Island derfor som et forbillede – en arktisk nation med højt uddannelsesniveau, højt velfærdsniveau, høj levestandard osv. Men også Færøerne bliver der skelet til: Et land hvor økonomien ligesom i Grønland er massivt forankret i fiskeri, men med langt højere levestandard, uddannelsesniveau og de andre parametre vi typisk ser på, når vi som lande sammenligner os med hinanden.

Virkeligheden i Grønland er som bekendt en anden. At pendle i Grønland foregår med fly, helikopter eller båd. Afstanden er ikke kun geografisk, men der er også massiv forskellighed i tankesæt, kultur og sprog. Og nej, Grønland er ikke Danmark – og skal heller ikke være der.

I kombination med den koloni-historie, der hviler som en tung dyne over mange grønlænderes oplevelser og erindringer, så er der en naturligvis et udbredt ønske om selvstændighed. Men der er også forskellige positioner i holdningerne til selvstændighed, og mange af os ser selvstændighed med stadig med tætte bånd til Danmark og Færøerne på lang sigt.

Realistisk set tror jeg Rigsfællesskabet vil bestå i rigtig mange år endnu. Vi skal styrke uddannelsesniveauet og erhvervsudvikling hjemme i Grønland, som det central for vores udvikling. Jeg så derfor gerne, at vi sammen kunne udvikle Rigsfællesskabet, så der skabes flere muligheder nu for vores unge, ikke kun i Danmark, med også i samarbejde med Danmark rundt om i verden.

For almindelige danskere spiller Grønland oftest en helt ubetydelig rolle. Og trods den rigdom Grønland tilbyder i sin kultur og natur. Sandheden er jo, at rigtig mange af de danskere, der gennem arbejde eller ferier i Grønland har mødt landet, naturen, maden og menneskene, ender med et livslangt kærlighedsforhold til Grønland. Men den manglende brede interesse i Danmark er også et signal fra dansk side om interesse, ligeværdighed, engagement og fællesskab. Og altså mangel på samme.

Interessen viser sig mest på politisk niveau – i forhold til geopolitik og sikkerhedspolitik og Danmarks adkomst til de bonede gulve som følge af den arktiske adkomst som Grønland med sin beliggenhed giver.

Men en udvikling stiller selvfølgelig også krav til Grønland og grønlændere – hvis man vil det. Der vil være aspekter af vores fælles historie som skal tilgives – og lægges til side. Ikke glemmes – men tilgives for vores egen skyld, så det ikke spærrer for udvikling.

Den voksende grønlandske modstand mod danskere i Grønland, mod det danske sprog – og også mod grønlændere som er helt eller primært dansksprogede – må ophøre. Det danske uddannelsessystem, som man kan komme til fra Grønland på privilegerede vilkår, vil i mange år fremover være helt, helt afgørende for unge grønlænderes muligheder for at dygtiggøre sig højt niveau. Men det kræver dansk – og engelsk – på langt højere niveau end de unge lærer i folkeskolerne end i dag. Og desværre er diskursen i den grønlandske debat med til at svække unges forståelse af dansk som en vigtig ressource og adgangsbillet til uddannelsesmuligheder. Ingen bliver mindre kloge af at kunne et ekstra sprog, og naturligvis skal engelsk have høj prioritet i det grønlandske uddannelsessystem. Dansk vil i mange år frem stadig være en del af nøglen for unge grønlændere, og det er at stikke de unge blår i øjnene, når visse grønlandske politikere vil skære dansk ud af ligningen. For regnestykket går kun op, hvis Grønland skal løfte sig uddannelsesmæssigt. Og det skal vi.

Derfor er det også bydende nødvendigt at løsrivningsivrige politikere, som ønsker selvstændighed eller statsdannelse i morgen eller i overmorgen fremlægger et socialt, økonomisk og geostrategisk bæredygtigt alternativ til det Rigsfællesskab vi har i dag. Og gerne så konkret som muligt.

Det glæder jeg mig til at se – så kan vi da forholde os til debatten faktuelt.

del på de sociale medier

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin